Vi var blevet indkvarteret i 4 sengs værelser på Laholm Vandrehjem, der var kun 1 mere i “mit” værelse.
Det var blevet lørdag den 17. august, klokken 02.30 blev jeg langsomt hevet ud af min søvn, det var Christoph Moder( Evo K, hvid velomobil) der var ved at gøre klar til at køre. Han havde valgt at gennemføre på kortest mulig tid.
Nu havde han vækket mig, så kunne ligeså godt gå ned og se ham køre af sted, så kunne jeg også lige se hvordan vejret så ud.
Det regnede stadig, så tilbage til sengen, nu skulle der soves, troede jeg. Da der stadig var deltagere på vej ind fra fradagens etape, og der var 3 ledige pladser i værelset var det ikke Tornerose søvn jeg fik. Klokken 3.30 og 4.00 “listede” et par trætte deltagere ind på værelset, men det er svært at liste på ben der har kørt 330 kilometer, så vågnede igen, og så kunne jeg ligge og høre på deres “dybe” søvn(læs snorken).Så efter en times tid stod jeg op, sulten, morgenmaden skulle først være klokken 06.00, men da jeg kom ned var den allerede sat frem, lækkert! Der var allerede andre der var kørt af sted på dagens etape, men jeg tog mig god tid. Der skulle hældes noget energi ned i maven. Ingen grund til at stresse, nød kaffen maden og selskabet
Ligeså stille forsvandt den ene gruppe efter den anden ud i regnen..
..så Strada og jeg ventede til vi var sidst. Jeg havde besluttet at jeg ikke ville starte etaperne før omkring 7.30-8.00 hver dag.
Klar til afgang, lige omkring en kortautomat, som det ikke var lykkes at finde dagen før. Fik hævet lidt svensk valuta, tilbage til ruten. Bakker, selvfølgelig skulle der startes med dem, god opvarmning siges der.
Slemme var de dog ikke, fine nedkørsler, god fart væk fra Laholm. Det varede ikke længe før den første er indhentet, men det har en årsag. Ved en vej chikane ser jeg én af de andre deltager, stopper og spørger om han er ok. Det var han, men hans cykel var ikke, han havde i et øjebliks uopmærksomhed ramt en beton chikane. Han afventede opsamling, for cyklen kunne ikke køre videre, desværre viste det sig også at han havde brækket hånden. :-(.
Da han ville blive samlet op af supporten, og han virkede ok, kunne jeg cykle videre. Det var en ærgerlig måde at forlade SBS på.
Videre det gik, hvis man var i tvivl, fandt man ud af at der er meget skov i Sverige, især når der cykles 3-4 timer uden at der er andet end skov.
Jeg nærmede mig bagtroppen efter en times cykling, da der også lige skulle trædes af på naturens vegne, kunne jeg lige tage et billede.
Det er dejligt når en deltager holder i siden af vejen bliver der altid spurgt: Okay? Problems? Ikke noget med at suse forbi, hvis der er en der har brug for hjælp.
Det åbne landskab dukkede op, det samme gjorde solen. Dagens første kontrol dukkede op, ved Svenljunga og Dallas Pizzia, efter 143 kilometer. Godt med noget at spise.
Opdager at jeg havde startet GPS dagen i forvejen, så totaltiden havde kørt, siden aften i forvejen, så den blev nulstillet.
Dagens første etape:
Pizza bliver konsumeret, vandunke fyldt, Strada tiltrækker opmærksomhed, så der er lige tid til at fortælle kort om den. Så videre, bakkerne venter forude. Solen skinner nu, næsten skyfrit, det bliver varmer.
Det er den rene nydelse at cykle, op ad bakke, ned af bakke, den sædvanlige gode nedkørsel af bakke, hvor jeg så halvejs nede skal dreje fra, for at næsten cykle i gå tempo op ad igen, men så er der tid til at nyde udsigten 🙂
Som det ses har jeg ikke problemer med at køre op ad bakkerne, og sætte håret er hellere ikke noget jeg behøver at bruge tid på 🙂
Der kommer den ene udsigt efter den anden, flot landskab..
..men der skal jo cykles og jagten på de andre er gået ind..
..i en velomobil er der ikke noget at hente ved at lægge på hjul bag andre, ligesom de hellere ikke for noget ud af det, desuden er der store forskelle i hastighed, at man ikke kan køre i et felt, med almindelige cykler, da velomobilen er hurtig på flade veje og nedkørsler, men langsom op ad bakke. Derfor køre man ofte alene, hvis der ikke er andre velomobiler med.
Jeg bruger så de andre deltager til at holde gejsten oppe, ved at starte senere kan jeg “jagte” dem og indhente de fleste af dem der er startet tidligere.
Dagens anden kontrol, var ved en McDonald’s, man kan sige meget om deres mad, men når der er et hul i maven som skal fyldes på kort tid er det ganske udmærket.
Kortet blev stemplet, afgang, lækker stykke vej at starte ud med efter pausen, 60 km/t, smil på læben, som dog blev lidt anstrengt da jeg nåede til Trolhättan. Her ventede dagens store stigning, skjult bag den smukke udsigt.
Snegler mig op, lige op over fjeldet og så lige 40 kilometer mere til dagens mål, Dagholm.
Vejen spærret, bro under reparation, skal jeg tage chancen eller køre omvejen. Tager omvejen, heldigt da jeg senere for fortalt, at de måtte løfte cyklen over. Følg det orange pile står der, hmm der var kun 2 pile, så undervejs på omvejen som var 5-6 kilometer grusvej, var jeg i tvivl flere steder om jeg var på rette vej. Endelig dukker asfalt vejen op, finder ruten igen. Dagholm dukker op, dagens etape slutter ved en campingplads og lade der ser noget forladt ude. Forsætter lidt og der ligger så Dagholm Hotel. Strada i garagen, værelse, bad og god mad. “The same procedure as yesterday”.
Høre at der foruden ham der ramte chikane, flere der er stået af Super Brevet Scandinavia af forskellige årsager, heldigvis ingen ulykker.
Dagens anden etape:
På anden dagen er vi alle begyndt at få en sjov gangart når vi bevæger os på trapper eller rejser sig :-). 660 kilometer på 2 dage kan mærkes, heldigvis har jeg den fordel at jeg ikke bliver øm i ryg og rumpe i Strada :-).
Klokken 01.00 lukkede jeg øjnene i, sov lige til kl. 05.30.
Læs videre på Super Brevet Scandinavia Dag 3